Svampenes.htmlTEXTMOSS )#Wv}v}ޣ Svampenes.html
 SVAMPENES FORUNDERLIGE UNIVERS

af Kászon Kovács

Forfatteren tager det fulde ansvar for alle de ytrede tanker, og opfordrer alle læserne til ikke at tro på et eneste ord uden selv at have tænkt videre.
 
Svampe er charmerende og svampe er magiske! Man støder hyppigt på tegninger af svampefrugtlegemer i børnebøger, og der bliver i Danmark solgt flere populærvidenskabelige billedbøger om disse organismer end om højere planter. Det er en uomtvistelig kendsgerning at svampe har en personlig appeal, som gør dem populære iblandt nutidsmennesker.*  Sådan har det dog ikke altid været.
I middelalderens Danmark var svampene fx. omringet af en vis overtroisk ærefrygt. Grunden hertil skal søges i svampenes vækstmønstre (både i tid og rum) samt i de giftstoffer de danner.
Svampenes frugtlegmer er de sporeproducerende organer på organismen, de svarer til frugterne på et kirsebærtræ. Størsteparten af de fleste svampe er situeret inden i substratet i form af fine hvide tråde (et såkaldt mycelium) der oftest er usynlig med de blotte øjne. Før mikroskopet blev opfundet, virkede det derfor som om svampefrugtlegemerne opstod ud af det rene intet i løbet af en nat ude i skoven. Alle de (ældre og nyere) europæiske vrangsforestillinger taget i betragtning, er det forståeligt at sporokarpernes fremkomst blev tilskrevet heksenes virke. Mystikken omkring mykologiens forunderlige frembringelser blev ikke mindre af surrealistiske fænomener som hekseringe samt visse almindelige (!) svampes dødelige giftstoffer.

For små børn er en gift lig med en fascinerende dødbringende substans, men ved nærmere eftertanke er begrebet gift en yderst kompliceret sag. Vil man fx. betragte alkohol og nikotin som giftstoffer?
Jeg har grublet en del over spørgsmålet, og nåede frem til den følgende tilnærmelse: Der findes flere forskellige slags gifte. Visse er rent "ondartede" såsom cyankalium og amatoxinerne (som findes i fx. grøn fluesvamp). Andre gifte er amphibiatiske: I store doser er det skadeligt for vor organisme, men brugt med mådehold er det nyttige redskaber. Visse svampegifte er for mig at se typisk sådanne stoffer. Denne sælsomme kendsgerning har gjort at flere svampearter har vundet indpas i dels religiøs praksis dels profan nydelse. I det følgende vil jeg omtale tre svampearter der har betydet (og betyder) meget for de implicerede brugere af dem.

Saccharomyces cerviciae (bagegær)

Både kristi legeme og kristi blod, (de kristne kirkers fortolkning af brødet og vinen der indtages ved nadverens sakramente) eksisterer takket være denne svamp! Nu er jeg ikke selv troende kristen, men hvis jeg havde været det, ville jeg have insisteret på at kanonisere gærsvampen. Det er præcis den samme proces som danner alkohol i vinen som sørger for at brødet får en let og luftig konsistens, nemlig gæringen (glucose + vand  --> ethanol + kuldioxyd) I vinproduktionen bobler kuldioxyd op og alkohollen bliver tilbage i den guddommelige røde væske; mens under brøddannelsen er det kuldioxyden der gør arbejdet (dejen hæver) og alkohollen er blot et biprodukt, som damper ud af brødet ved bagningen. Selv om den kristne kirke har præket fornægtelse af kroppens lyster, er det bemærkelsesværdigt at den alligevel har tildelt vinen (et fremragende rusmiddel!) så central en plads. Inderst inde var trangen til rus og ekstase måske alligevel gemt i de gode hebræere og romere der i sin tid nedfældede kristendommens oprindelige retningslinjer.

Psilocybe ssp. (arter af nøgenhat)

Svampestenene på tegningen ovenover (den kommer lidt senere!), der stammer fra Mayakulturen formodes at være stiliserede nøgenhatarter. Indledningsvis bør det bemærkes at ikke-shamaners indtagelse af svampen blev straffet med døden. Denne for os europæere uforståelige lov viser tydeligt "den officielle" anerkendelse af helligheden. Nøgenhattene var hellige i ordets videste forstand: shamanen (dvs. præsten) benyttede sig af svampens bevidsthedsudvidende effekt til at komme i kontakt med de ellers usynlige åndelige magter. At disse "udflugter" ikke blot var vrangsforestillinger men faktiske redskaber  til at erfare noget om virkelighedens beskaffenhed, bekræftes af Stanislav Grof, den berømte tjekkisk-amerikanske psykiater. I sin forskning har han påvist at psilicybin (et af de psykoaktive metabolitter i Nøgenhatarterne) inducerer billeder, visioner og oplevelser der fortæller noget om vores faktiske Selv på kraftig og effektfuld vis. Lige som Freud har opdaget drømmetydning som en indgang til psyken, har Grof opdaget psilcybin (og LSD) som mere avancerede redskaber til det samme projekt.
 
Amanita muscaria (rød fluesvamp)

Sibirien er som bekendt et koldt og øde sted. Så længe øjet rækker ser man kun gigantiske sletter kun afbrudt af lidt birkekrat, bjørne og et par millioner mamutter der ligger dybfrosne hist og her. Det er kun forståeligt at der findes så mange russerne der drikker seriøse kvanter af vodka. Men de arkaiske sibiriske stammer kendte ikke til denne klare (?) væske, og måtte derfor ty til en mere kreativ forlystelse.
Rød fluesvamp er overhovedet ikke så giftig, som frugtlegemets farver og dens rygte udstråler. Svampen indeholder en række forskellige alkaloider, med vidt forskellige effekter, og iøvrigt er alkaloidindholdet stærkt afhængig af årstid, habitat og tørringsmetode. De biologiske effekter på menneskekroppen, jeg vil omtale i det følgende, er kun et af mange mulige hændelsesforløb. (jeg vil med andre ord på det kraftigste fraråde alle at eksperimentere med indtagelse af denne svamp)
De første symptomer efter at den sibiriske rensdyrpasser har gnavet sig igennem en dosis rød fluesvamp er kvalme og udbredt fysisk ubehag. Tømmermændene kommer først, om man så må sige. Efter alt det klamme er overstået, oplever han en række sanseforstyrrelser, som givet vis er spændende og behagelige. Den kendte og kedsommelige tundra bliver bl.a.befolket af kæmper og dværge.
Svampen er temmelig udbredt i Danmark, men i visse arktiske egne var det en sjældenhed. I trænge perioder kunne prisen for en håndfuld rød fluesvamp blive så høj som et helt rensdyr. Mennesket er som bekendt meget opfindsom når der kommer økonomi med i billedet, og de klartseende sibiriske tænkere har derfor opdaget den følgende fysiologiske kendsgerning: De aktive stoffer i svampen bliver ikke nedbrudt i organismen, men udskilles til fulde med urinen. Resten af historien overlader jeg til jeres fantasi, men jeg kan røbe så meget at man på det
antropologiske museum i Moskva kan beundre pilebark-kar, der havde opsamlingen af de kostbare dråber til formål.

Fodnote:

*det er denne appeal som visse mykologer der er gået ind i politik har udnyttet til at skaffe sig popularitet iblandt deres vælgere.