OnlyBreath.htmlTEXTMOSS+)2CC OnlyBreath.html
EKSPERIMENTEL TILGANG TIL SUFI DIGTER

Breaths interpretation af Rumi på Husets musikcafé (København)
lørdag den 19. januar 2002

Af Kászon Kovács

[I den forhenværende version af denne anmeldelse var der et par bemærkninger der kunne lyde som rettet mod Birgitte Ohstens person. Jeg vil herved undskylde for den nedsættende tone i disse sætninger, og har forsøgt på at fjerne dem fra den nuværende tekst.]


Til at begynde med skal det slås fast, at Breathes koncept er virkelig ædel og prisværdig! Gruppen har besluttet at puste nyt liv til en af verdenslitteraturens store navne, sufi digteren Rumi, der lavede i 1200 tallets Anatolien. De har sat musik til nogle af digtene, mens andre digte bliver reciteret med diverse lydefekter og performans i baggrunen.
For at illustrere hvordan Rumis digtning ubestrideligt er i verdensklasse, vil jeg gengive et af de digte som Breath har trykt i deres folder. Digtet var en af dem der blev opført, og tilsyneladende også det der har sat navn til gruppen:

Only Breath

Not Christian or Jew or Muslim, not
Hindu, Buddhist, sufi or zen. Not any
religion or cultural system. I am not from
the East or the West, not out of the
ocean or up from the ground, not
natural or ethereal, not composed of
elements at all. I do not exist.

I am not an entity in this world or the
next, did not descend from Adam and
Eve or any origin story.
My place is placeless, a trace of the
traceless. Neither body or soul.

I belong to the beloved, have seen the
two worlds as one and that one call to
and know, first, last, outher, inner,
only that breath breathing human
being.

Rumi

Digtet er et smukt forsøg på en verbal gengivelse af den mystiske oplevelse. For at beskrive det ubeskrivelige bruger Rumi en masse paradoxer i lighed med andre sufi mestre såsom Haladj, eller andre mystikere verden over som fx. Lao Tse eller Jesus fra  Nazareth som det fremgår af henholdsvis Tao te King og Thomasevangeliet.
Altså fuld respekt for Rumi, og ligeledes respekt for tanken om at udbrede kendskabet til hans ord.
Så meget desto mere er det synd og skam at Breaths interpretation absolut ikke levede op til de forventninger der blev vakt ved læsning af deres folder.

Brugen af elektriske efekter er i sig selv ikke problematisk, det stod der for så vidt allerede i invitationen, selv om det akustiske nok burde have fået meget større plads! De nærmest postmoderne indslag såsom når fire personer står i et rundkreds og spiller sten-saks-papir, hvorefter de en efter en hopper op mens de råber ´HOP kunne jeg for så vidt også have levet med;  den kunstneriske frihed skal klart have frie tøjler, og Rumi havde sikkert selv god humoristisk sans.
At forestillingen til tider slog over i en revy agtig fjanten generede mig lidt, men når jeg tænker over det retrospektivt, kan jeg også tilgive dette effekt. Særligt fordi det mest revy agtige nummer havde teksten Love is always here right now gentaget adskillige snes gange med en yderst iørefaldende melodi, så det fik en nærmest hypnotisk virkning. Denne enkle men originale sætning, som afspejler noget af det mest centrale i sufi budskabet, er en slags trylleformular. På grund af den måde det blev opført på, kørte ordene (og melodien) med sikkerhed videre i hovedet på publikum i op til flere dage, og før eller senere kan man måske opdage at magien begynder at virke.

Det problematiske ved forestillingen var det centrale person og iøvrigt gruppens kontaktperson Birgitte Ohsten's reciteringer, og hendes fremtoning i det hele taget! Hendes stemmeføring, intonation, mimik og bevægelser
virkede for mig at se tæmmelig påtaget, og jeg tvivler lidt på dybden af hendes forståelse af sufi og den mystiske oplevelse. Den anden recitator Jens Mølgård var en lille smule mere ægte, men desværre var han for blød, og
kunne derfor ikke trænge igennem ved siden af den dominerende kvindeskikkelse.

Slutteligt vil jeg atter engang poientere at tanken bag forestillingen er klart brugbar! Improvisation under digtene med musik og bevægelser er fint. De moderne elektriske lydeffekter går også an hvis der bliver skruet ned for mængden af dem. Men gruppen mangler et åndeligt midtpunkt for at kunne bære tyngden af Rumis ord!
 
 

En bektashi-kalligrafi, der forestiller en løve.
Teksten lyder i oversættelse: "I 'Ali ibn Abi Tálibs navn, han der er Guds løve, Guds ansigt, sejrherren."
Fra  Karsten Lomholt bog: Elskere og asketer / Introduktion til islamsk mystik


Efterskrift - Beretningen om et autentisk recitationsoplevelse

Dagen efter den ovennævnte arrangement har jeg overværet forevisningen af en italiansk dokumentarfilm i Filmhuset, der handlede om bygningen af et hospital i det nordlige Afghanistan for halvandet år siden; altså længe før Amerikanerne kom ind i billedet, men allerede under voldsomme konflikter mellem Nordalliencen og Taleban. Filmen skildrede krigens grusomheder i en brutal form, kun mildnet af en portion humor, samt den musikalske baggrund. Noget af det smukkeste i hele filmen var en scene, som viser en religiøs ritual foretaget af en samling tilfangetagne Taleban soldater. Fangerne får lov til at gå ned til floden, hvor de så kan fremsige eller rettere sagt fremsynge det aktuelle bøn. Forsangeren, om man så må sige, var en Pakistansk Taleban soldat, der løftede sine to hænder så de berørte sin egen kind, og sang da bønnen med en sådan inderlighed, så hårene på min arm rejste sig.
Naturligvis er jeg ikke tilhænger af Taleban på nogen måder; deres verdensanskuelse og den heraf byggede samfundsform er imod mine personlige værdier i alle henseender og iøvrigt er det også en skændsel for Islam! Men på de billeder taget ved flodbreden foran fangelejren kunne jeg ikke se nogen ideologier, kun en troende muslim der med sin stemmeførsel og ansigtsudtryk beviste autenciteten samt dybden (eller højden) af sin sidstilstand under bønnen.