MULTIETNISK KONFERENCE I KØBENHAVN

"Jeg føler mig dansker, og det er der ingen der kan tage fra mig"
Citatet stammer fra Hewi Babakhan, en pakistansk født ingeniør, som var en
af talerne ved Stafet 2000, konferencen om kompetence, læring og udvikling,
afholdt den 28 marts i den ualmindeligt grimme men veludrustede SAS hotel på
Amager.
Udsagnet er lige så intetsigende og alligevel betydningsfuld, som hvis han
havde sagt at "jeg er troende". Forfatteren af nærværende beretning vil
gerne begynde med at bede læseren om at reflektere lidt over hvad det
betyder at være dansker?
Personligt har jeg har boet i Danmark i 14 år, har gået i dansk skole, har
adskillige nære danske venner, har haft dansk kæreste og taler sproget
rimelig godt. Jeg holder meget af dette land og dets indfødte, jeg læser
jævnligt dansk litteratur og jeg betragter København som mit hjem. Er jeg så
dansker? Tja... det må læseren selv vurdere ved at læse resten af mine
linjer.

Konferencen var åbnet af biskop Kjeld Holm, formanden for Nævnet for Etnisk
Ligestilling, som er den organisanion der har arrangeret konferencen. Han
lagde ud med at citere tanker fra sin mester HAL KOCH, angående demokratiets
væsen: "Demokrati er indsigt"; i vores sammenhæng betyder det at vi bør
indse, at etniske mindretal er en ressource, ikke en byrde! Som en
konsekvens heraf gælder det også, at et multietnisk velfærdssamfund ikke
nødvendigvis er et konfliktsamfund, som Pia Kjærsgård prækker det til alle
de ignorante pia-ister rundt omkring i landet.

Sjovt nok var det præcis den samme budskab som den sidste taler på
formiddagsprogrammet, Lars Goldschmidt direktøren for Dansk Industri,
rykkede op med. Han påpegede klart og tydeligt at:  Danmark, og især IT
branchen har et akut behov for arbejdskraft, som ikke kan dækkes af den
herboende befolkning hverken kvantitativt eller kvalitativt. Vi har simpelt
hen brændende brug for udlændinge, hvis vi skal opretholde vores position
som en af verdens førende velfærdssamfund.
Lars Goldschmidt var inviteret i stedet for en såkaldt vismand (jeg vil ikke
lægge skjul på at jeg ikke bryder mig om dette ord I den sammenhæng det
bliver brugt i her i landet), der måtte medle afbud. Goldschmidt holdte dog
en brilliant tale om den oprindeligt annoncerede emne: "Den interkulturelle
kompetenceforståelse og perspektiver for et nationalt kompetenceregnskab".
Oversat til dansk betyder det nogenlunde: Hvor kompetente er vi i forhold
til resten af verden, og hvilke konsekvenser har det for landets kommende
udvikling? Goldschmidt refererede en spændende rapport, der har udarbejdet
en national kompetenceregnskab, hvor diverse aspekter blev givet karakter
efter trettenskalaen. Rapporten omtaler 135 indikatorer for samfundets
kompetence, hvor de fleste har fået 7-8 taller. Vi er altså et middelmådeigt
kompetent land. På to områder er vi dog ekseptionelt elendige, nemlig mht.
inovation, der har fået et 6 tal, og "rekuttering fra udlandet" der fik
dumpekarakter (et 5 tal). Goldschmidt konkluderede, at på trods af at vi har
et trygt samfund ("helheden er attraktiv"), så er det ekstremt vanskeligt at
komme ind (de enkelte arbajdsopgaver er lidet tiltrækkende) . Alt i alt bør
Danmark bestræbe sig på at "øge adgangen for forskellighed".  (!)

Den tredje taler der er værd at omtale er vores kære statsminister, der var
nr. to på talerrækken. Nyrup påpegede betydningen af at vi stiller krav til
indvandrerne i landet. Han citerede et inerview med
andengenerationsindvandrere, hvor de eksplicit beder om at man giver dem
pligter. Vi kan "vise at de ikke er ligegyldige for os, ved netop at stille
krav til dem"- sagde ministeren.
Han understregede også betydningen af at ord har tyngde, dvs. nødvendigheden
af at de udtalte tanker og planer får konsekvenser (det er selvfølgeligt en
sædvanlig kliché fra politikere, men alligevel...). I vores sammenhæng er
det især vigtigt fordi "Konkurrencen om ordene bliver brugt til det modsatte
af nogen" - og så drog han linjer til Heider, Kjærsgård og andet snavs.
En sidste ting jeg vil nævne fra Nyrups tale var hans omtale af den
nationale stolthed. Han fremsatte et billede: Byen Hamburg har lige så mange
indbyggere som hele Danmark, men "har de produceret en rød sangbog og en
Højskolesangbog?" Personligt ville jeg nok have spurgt: "...men har de haft
en profet som GRUNDTVIG?" idet jeg mener at han direkte eller indirekte er
grundlæggeren af stort set alt som er godt i dette land i dag, men det er
måske også det som statsministeren mente med sin sangbogSmetafor.

Midt på dagen blev der så serveret en frokost, som jeg trygt kan betegne som
månedens gastronomiske højdepunkt, og det er ikke kun fordi jeg lever på SU.
 

Eftermiddagen gik med mere konkret arbejde, hvor de deltagende blev opdelt i
en række emnegrupper. Béla Hamvas Klubbens udsendinge, Ervin János Lázár og
undertegnede blev (efter eget ønske) sat i overgruppen "Værdigrundlaget for
et mulitetnisk samfund" og undergruppen "kultur og medier". En små gruppe
bestod af 7-9 mennesker, det ideelle størrelse til en dialog. I modsætning
til Fidiz Yildiz, der i Information fra den 29 februar har brokket sig over
arbejdsformen, var jeg meget tilfreds. Yildiz ville have haft en debat efter
statsministerens tale, men manden må selv indse det vanskelige i at næsten
700 mennesker skal debatere sammen!
Vores 9-mandssamtale var så berigende, at jeg kunne have skrevet en hel
artikkel om det; her vil jeg nøjes med at fremhæve det vigtigste: En af
gruppens deltagere, der selv indrømmede at hun er lidt bange for "hvad der
skal ske med hednes barndoms Danmark når der går sommerkledte muslimer rundt
i Trie park i januar" (men har iøvrigt et adaptivbarn fra Korea) stillede de
følgende to nøglespørgsmål:
1.      Hvordan får man evnen til at reflektere? (idet vi blev enige om at
kimen til pia-isternes ignorante had ligger i den manglende evne til
refleksion)
2.      Hvad gør vi, der er i stand til at reflektere, med vores frygt?
Med al beskedenhed så tør jeg godt påstå, at den debatoplæg, som Ervin János
Lázár og undertegnede har udarbejdet (KLIK) netop piller ved et
løsningsforslag til disse to spørgsmål...

Af Kászon Kovács
(afsluttes)