Inge Houmann
1939-2001
Informationsspøgelset

Fra  antologien "Informationssamfundet", Århus Universitets forlag, 1985

Da indbydelsen til at deltage med et bidrag til denne antologi er sket på baggrund af min disputats “Nihilismen” (1983), hvor jeg har foretaget nogle sprogfilosofiske analyser af Friedrich Nietsches syn på den nihilistiske problematik, vil dette bidrag i nogen udstrækning bestå af referater fra nævnte disputats stigende mod en refleksion over de temaer, der må skønnes mest relevante for antologiens hovedemne. Og dette dels fordi jeg ikke har skiftet betragtelig mening, så kort tid efter bogen er kommet på gaden, dels fodi nok de færreste kan forventes at have tid eller interesse i en direkte konfrontation med bogen i sin ret bastante helhed.
Til artiklens titel skal det kommenteres, at et spøgelse som bekendt er at definere som et individ, der går igen efter sin død, hvilket jeg mener sproget i vid udstrækning gør (informativ repeterende virksomhed) - og dette ofte tillige i tomgang. Således kan Nietzsche i kontinuitet med dette synspunkt illustrerende tale om de sproglige “sandheder” (rutine-sandheder) som er konservatisme, idet de sammenlignes med mønter, der har tabt deres billede, og som nu kun kommer i betragning som metal - ikke som mønter (“Nihilismen”, s. 92).

Semiotisk nihilisme
Med støtte i Nietzsches fragmentariske og ikke ganske modsigelsesfrie overvejelser over sproget har jeg præget begrebet “semiotisk nihilisme”, en term, der skal markere det forhold, at sproget og det, det skal udtale sig om, ikke dækker hinanden, at sproget er inadækvat overfor den virkelighed, det skal beskrive. Dette synspunkt får som implikation, at traditionelt højtdekorerede begreber som “sandhed”, “viden”, “erkendelse”, “objektivitet” m.fl. i deres klassiske betydning skubbes ud af sproget som meningstomme eller arbejdsløse - med mindre de bibeholdes konverteret til ideal.

Den sproglige atavisme
At sproget således ikke kan anses for adækvat i henseende til virkeligheserkendelse, skal ses i relief mod, at det må fomodes at være opstået på et tidspunkt i menneskets evolutionshistorie, hvor overtro og de naiveste fordomme var baggrundsstyrende for, hvad der lod sig formulere. Søren Kierkegaard kan under pseudonym i første del af “Stadier på livets vej” (1963, s 31) fremsætte den betragtning: “hvor er dog Sproget i Ønskets Tjeneste så rigt i Sammenligning med, når det beskriver Virkelighed”. Og dette synspunkt kan jeg kun tilslutte mig og i forlængelse heraf og med Nietzsche mene, at sproget oprindeligt udsprang af “ønsket” forårsaget af vore fjerne uartikulerede forfædres kommunikationsnød i henseende til at nå frem til en intersubjektiv holdbar fortolkning/strukturering af den “kaotiske” livsverden, en strukturering, der i vid udstrækning var conditio sine qua non for deres eksistens som sociale individer.
Sproget blev herefter næppe dannet med henblik på sandhedserkendelse, men på enighed og flerstemmighed målrettet mod den praktiske succes: overlevelse. Og det var næppe “rationaliteten” der var bestemmende for, hvad der kom til udtryk i den intersubjektive informationssfære, men den begrebsdigtende fantasi og kreativitet, der gennem sprogets skematisering og i “ønskets” tjeneste på bedste beskub fortolkede det ubestemte, udflydende, kaotiske om til noget fast og bestemt, det mangfoldige til enhed og relationer til ting (substanser). Og dette ved at fremhæve og betone enkelte træk i “kaos” og blindt overse andre. i denne process var det ikke mindst identitetsoplevelsen, der spillede en kardinal rolle ? men erkendelseskritisk set gives der ikke identiske tilfælde, så vi med Heraklit ikke to gange kan stige ned i den samme flod.
Men det er dette sprog, der af Nietzsche betegnes som groft, plumpt, overfladisk og snævert (“Nihilismen”, s. 25), der har bevaret sin indflydelse helt op til vore dage selv i den mest avancerede filosofiske og videnskabelige teoridannelse, fordi den, hvis den skal være anskueliggørende (matematikken lader jeg matematikerne om), må betjene sig af at det eksisterende sprog, der som også fysikeren Werner Heisenberg (1971, s 47) gør opmærksom på, stadig optræder som et slags a priori for vor tankevirksomhed, så hvis man sætter sig for aldrig at ytre en “vildfarelse”, er henvist til at tie.

Sprog og fornuft
Men det er sjældent, vi til fulde klargør os dette sprogs “bedrageri”, hvad angår dets forenklede, isolerende og hypostaserende virkning, fordi det afstikker grænserne for vores meningsgivende “virkelighedshorisont”, idet vores intellekt ubehjælpeligt er udviklet gennem og til stadighed behersket af de overleverede begrebsmønstre.
Dette forhold har den amerikanske sproganalytiker Benjamin Lee Whorf (1956, s. 257) givet nogle illustrerende billeder af, idet han kan påpege, at sproget ikke virker meget mindre stærkt ind på vore tankevirksomhed end tyngdekraften på vort fysiske legeme, eller at sproget gør bevidstheden til “… a mere puppet whose linguistic maneuverings are held in unsensed and unbreakable bonds of pattern”.
Helt på linie med dette kan Nietzsche udtale, at der i sprogets strukturer ligger en immanent metafysisk tvang, der atter ligger til grund for vore “fornufts-fordome”. Ja, Nietsche vil gå så vidt som til at hævde, at vor tiltro til fornuften kan reduceres til en tiltro til gramatikken. Sprogets struktur bestemmer fornuftens struktur, idet vi ubodeligt bliver hængende i “… den Schlingen der Grammatik (der Volks-Metaphysik)” eller i den “mytologi”, der er indbygget i de overleverede begrebsmæssige skematiseringer. De ord, der står til vor rådighed, udgør horisontlinjerne for vor “erkendelse”, vi er bundet og bastet i sprogets fængsel, hvis vi skal tænke anskueligt. (“Nihilismen”, s. 23ff)
Bertrand Russell har (1921, s 211ff) i sine overvejelser over sprogets betydning for vor tænkning været inde på tankegange, der ligger nært på Nietzsches: således kan han påpege, at ordene (især almenbegreberne) hjælper os til at abstrahere på en måde, der ville være umulig uden sprog, men advarer samtidigt ikke uberettiget mod ordets tyrani, idet vi mere end tenderer til at tro, at en sætnings struktur korresponderer med den virkelighed , den skal udtale sig om. Eftertænkelsesværdigt er det endvidere at Russel kan gøre sig til repræsentant for den mening, at vor tankevirksomhed i hovedsagen består af “indre tale”, i hvilket tilfælde der ville opstå et indre informationsrum, hvor den artikulerede snakkesalighed blot afløses af en indre snakkesalighed og det er til trods for, at vi kan mene, at “tale er sølv, tavshed er guld”.

Sprogets ideologiske karakter
Som følge af den semiotiske nihilisme og atavisme må i sidste instans alle begrebslige kulturprodukter i den menneskelige ideverden stemples som ideologiske størrelser i den udstrækning det sprog, de formuleres i, betragtes som sandhedsbærende og virkelighedsskildrende. Bemærkes skal det i denne forbindelse, at Nietzsche i sin sproglige refleksioner heller ikke viger tilbage for at indbefatte sin egen tænkning, som et stykke ideologi, hvilket medfører, at han for overhovedet at komme filosofisk til orde må udtrykke sin skepsis overfor og ideologimistanke i det samme sprog med dets immanente fiktive og postulatoriske strukturer.
Den franske filosof Georges Bataille, der, som han udtrykker det i bogen “L’experience interieure” (1954; her refereres til den danske oversættelse, 1972, s 268), vil forbinde sin tænkning så intimt med Nietzsches, at der i en vis forstand ikke er to former for tænkning, men en bevægelse mellem de to, retter da også til dels ud fra sprogfilosofiske præmisser en kritik af den i samfundet herskende fornuft som ideologisk praksis. Batailles bog kan således betegnes som en desperation i forsøget på at bryde med den diskursive fornuft, med sprogets bedøvende narkotiske tegn. Citat: “eg tror at viden slavebinder os, at der bag enhver viden ligger en servillitet…” (ibid. s. 282). Men han er på linje med Nietzsche også bevidst om, at vi uvægerligt intellektuelt som eksistentielt er fanget i sprogets fælde - eller for at bruge Batailles eget billede, er vi i vor ideologikritik stillet som den i kviksand begravede, der stritter imod, men hvis bevægelse blot bevirker, at man synker stadig dybere ned (ibid. s 29). Og som følge af denne indsigt kan han ikke uden malerisk pathos udbryde: “Bring mig til tavshed… sy mine læber sammen som et sår!” (ibid. s. 93). Disse ytringer, der alle ? omend med divergerende terminologi - kunne være fremsat af Nietzsche, peger markant henimod begge tænkeres sortsyn på sproget som et “fordummelsesmedium”.
Men for atter at tage tråden op fra det foregående opererer Nietzsche som antydet med et totalt ideologibegreb, idet han delvis på linje med Bataille tilbagekalder samtlige hovedbegreber og hovedteser i sin filosofi, der altså som en konsekvens heraf bliver kaleidoskopisk og selvophævende. I kontinuitet med dette kan han fremholde:

“Gegen die erkenntnisteoretischen Dogmen tief misstrauisch, liebe ich es bald aus diesem, bald aus jenem Fenster zu blicken, hütete mich, mich darin festzusetzen, hielt sie für schädlich … “

Som en “Don Juan der Erkenntnis” finder han tværtimod en stimulans i “de modsigelsesrige tænkemåders trylleri”. På baggrund af dette, of idet det holdes in mente at ethvert ord er en fordom, kan Nietzsche i et suggesivt sprog tale om mennesket som “kun nar! Kun digter!”, der intellektuel afmægtig for ikke at sige invalideret af sprogets “løgnagtighed”, og derfor må lære at være sprogligt “gøgler” ved at lyve med vilje og hensigt, må lære at bære sin narredragt eller skælmekappe ved indsigten i, at der ikke gives noget alternativ til denne sproglige “Narrerei”, dette livsbetingede charlataneri. (“Nihilismen”, s. 14 og 255ff.).

Begrebsdigtning og rationalitet
Som nævnt var det ifølge Nietzsches (og min) mening ikke rationaliteten, der var primus motor ved dannelsen af det intersubjektive informations-univers, men den kreative, begregsdigtende fantasi, der i al sin irrationalitet og på bedste beskub i ønskets tjeneste forårsagede, at den sociale kommunikation kom i stand. Det traditionelle alternativ mellem teoretisk tænktning og digtning opfattet som polare størrelser er derfor udfra Nietzsches erkendelses og sprogkritik et falskt alternativ, idet den teoretiske tænknings tilsyneladende objektivitet kom i stand ved, at det oprindeligt intuitivt-digteriske, irrationelle begrebslige fantasiprodukt blev intersubjektivt accepteret/kanoniseret, og derefter med tiden fik status som rationalitet. Der må som følge af dette digtes, før der kan erkendes; kunsteren har prioritet fremfor “sandheden”, idet den første er mulighedsbetingelsen for den sidste. Det skarpe skæl mellem digtning og tænkning er derfor fremmed i Nietzsches tankeverden, idet også hans egen positive filosofi er en bevidst eksistentielt forankret digtning hinsides den skepticistiske negativisme.
Men dette irrationelle indslag i Nietzsches tankeverden er ikke en letsindig omgåelse af kravet om logisk tankegang, men er en følge af den til det ekstreme drevne ideologikritik, hvor rationaliteten selv argumentativt opløser sig i den som fuldt anerkendt irrationalitet.  Og vil de vestlige filosoffer - hvad de har villet og måske stadig vil ? afvise Nietzsches “intuitive” begrebsdigtning som mysticisme med negativt klang, vil Nietzsche til gengæld angribe de vestlige filosoffer for at være rationalitetsideologer i den udstrækning, de mener, at kunne udtale sig adækvat om den kaotiske virkelighed i det atavistiske, snævre, stive og fordomsfulde sprog. Ikke dermed sagt, at Nietzsche helt vil forkaste sprog-rationaliteten, men ønsker blot at påpege dens pragmatisk-instrumentalistiske funktion og dermed dens begrænsning, som oftest er blevet negligeret. Ifølge Nietzsche har det da også så godt som altid i den vestlige tænkning været målgivende at stifte ro og orden i den filosofiske rum gennem “rationaliseringer” - fremfor som han selv at understrege og befordre den tankemæssige anarki, som enhver gennemreflekteret erkendelseskritik synes at måtte føre ind i. Man har med andre ord ikke mod til at vide, hvad man egentlig ved. Som Bataille kan udtrykke det:

“Det er håbløst tåbeligt at påstå sig vidende, der hvor alle erkendelsesmidler åbenbart mangler, istedet for at erkende sin uvidenhed… men sørgeligere er deres ynkelighed, som når deres midler slipper op, nok indrømmer at de ikke ved, men kryber stupidt sammen i det, de ved” (Bataille 1972, s. 138)

Begrebsprojektionen
Imod det traditionelle og “naive” synspunkt, at verden foreligger færdig struktureret, således at sproget kun kommer til at spille en passiv og deskriptiv rolle i erkendelsesprocessen, har flere tænkere - inter alia Nietzsche og Lee Whorf - gjort sig til talsmænd for det alternative synspunkt, at der først er sprget, der gennem en begregsprojektion ind i vor livsverden kreerer kendsgerninger og i det hele taget strukturerer virkeligheden. Vi finder med andre ord ikke kendsgerninger i verden, men skaber dem selv gennem vor begrebsdigting. Lee Whorf cementerer denne tese ved at indføre begrebet “det lingviustiske relativitetsprincip” (Whorf 1956, s. 221), der skal markere, at de forskellige sprog producerer forskellige “kendsgerninger”, så det man kan få øje på gennem det ene sprogs grammatikalske briller, er man blind overfor i et andet. Den omtalte begrebsmæssige projektion får os således som før antydet os til at opleve tingene enklere, end de er, skilt fra hinanden - eksisterende hver for sig, idet vi er mere end tilbøjelige til at slutte fra begrebets enhed til sagens enhed, således at vi ikke bemærker de divergerende sprogs divergerende syntetiske funktion.
Endelig må det i denne forbindelse understreges, at det at navngive, etikettere en ting ikke er ensbetydende med at forklare eller erkende den, hvilket vi ofte tror, fordi vi kun vanskeligt kan holde symbol og virkelighed adskildt, idet vi mener, at vi med begreberne udtrykker en viden om tingenes væsen, at vi erkender sandheden om dem.

Informations-ontologi
Termen “informations-ontologi” har jeg fundet velegnet til at markere resultatet af den proces hvor mennesket begrebs-digtende og begrebs-projicerende selv skaber eller frembringer sin kulturelle virkelighed ved hypostaserende at betragte de begrebsmæssige skematiseringer som noget subjekt-uafhængigt - som noget ontologisk. Eller anderledes udtrykt - efter ved hjælp af begreberne som udlægningsskema at have struktureret omverdnen består det næste skridt for homo sapiens i at identificere denne struktur med virkelighedens struktur, så omgangssproget kommer til at konstituere den sociale ontologi, idet denne så at sige bliver en aflægger af sproget. Informations-ontologien kan således uden overdrivelse siges at være af udpræget antropomorf karakter, et “kunstprodukt”, som mennsket har skabt, bearbejdet, og omarbejdet gennem årtusinder ved stadig at erstatte gamle fortolkninger (begreber) med nye. Og det er blandt andet sket ved, at mennesket som dets eget livs kunstner og kolorist har digtet begrebssammensætninger og begrebsmodsætninger ind i virkeligheden, så den har fået dybde og dimension, er blevet så farverig og interessant. Man kan her tænke på begreber som sandt-falsk, nyttig-unyttig, godt-ondt, ånd-materie, subjekt-objekt, smukt-grimt o.s.v., alle antropomorfismer, der har været med til at sætte “kulør på tilværelsen”.
Men når det er sagt, skal det tilføjes, at informations-ontologien tillige implicerer en horisont-indsnævring for mennesket, idet stort set kun det begrebsligt formulerede opfattes som realt. Nietzsche kan således om denne intersubjektive informationsontologi sige, at den er en “vergemeinerte Welt”, der bevirker, “… dass alles, was bewusst wird, ebendamit flach, dünn, relativt dumm … wird (“Nihilismen”, s. 94.). Bataille kan i trit med dette synspunkt tale om den rolige og udslukte verden, som vi sædvanligvis henslæber livet i - efterfulgt af den diagnose, at de filosofiske systemer, den diskursive tænkning altid har til formål så vidt muligt at berøve tilværelsen enhver kilde til ophidselse og at udvikle en servil menneskelighed (Bataille 1972, s. 69 og 301).
Men bliver vi først klar over, at vor bevidsthed er tilfangetaget i den ideologiserende information, der ikke er ontologisk funderet og derved ikke har nødvendighedens stempel, skulle vi have mulighed for at frigøre os fra dette spøgelses omklamring - at ophæve den næsten blasfemiske trivialitet, vi normalt tillægger vor livsverden.
Trods sprogets restriktive karakter mener Nietzsche da også, at vi ved indsigten i, at informations-ontologien er menneskeværk dikteret af det sproglige a priori, vil blive i stand til at give den kulturelle virkelighed en tiltrængt ny “make up”,  ja som det ønskeligste begrebs-digtende at skabe helt nye dimensionsrige og “henrykkende” pseudo-ontologier velvidende, at begreb/information er sprængstof - dynamit. Hertil kan Nietzsche også kommentere: “ … es genügt, neue namen zu schaffen, um auf die Länge hin neue “Dinge” zu schaffen (“Nihilismen”, s. 198). Og dette som følge af den begrebsmæssige hypostasering, hvor de sproglige abstraktioner, når de først er tilstrækkeligt etableret, opfattes som selvstændige, ekstramentale realiteter. Hvis vi med andre ord nægter servilt at underkaste os den eksisterende informationsmasse, kan vi (måske), som vore fjerne forfædre gjorde der, bruge vor fantasi sprogligt kreativt for der igennem at være i stand til at udvide og berige vor “virkelighed”. Hertil endnu et Nietzsche-citat: “ Es gibt noch eine andere Welt zu entdecken . und mehr als eine! Auf die Schiffe, ihr Philosophen!” (“Nihilismen”, s. 206f.).
Nietzsche var heller ikke fremmed for tankeindholdet i Lee Whorfs “lingvistiske relativitetsprincip”, idet han var fuldt klar over, at der i sprogets variabilitet svarede en verdensanskuelses variabilitet, således at der i forskellige tider og i forskellige kulturer kunne eksistere enddog stærkt divergerende informations-ontologier som gigantiske begrebsprojektioner af X.
Denne indsigt kommer også markant til orde i hans udtalelse om, at verden endnu engang er blevet uendelig for os, fordi vi ikke kan afvise den mulighed, at den måske er uendelig fortolkelig (“Nihilismen”, s. 407.). Dog ikke herved sagt at enhver interpretation lader sig opretholde, men kun sådanne der praktisk kan tjene mennesket i sin tilpasning til omverdenen. Og vil man hertil indvende, at der ikke bare kan “vendes op og ned på det hele” i den menneskelige tydning af virkeligheden, er sagen den, at der, som historien viser det, vitterligt er blevet vendt op og ned på det hele. Eksempelvis kan man pege på - for kun at forholde sig til den vestlige kulturhistorie - de revolutionerende ændringer, der er sket i virkelighesopfattelsen fra den gammeltestamentlige “osteklokke-model” over det thomistiske og newtonske verdensbillede sammenlignet med det, vi idag stadig mere tøvende - vil benævne virkelighed. Dette forhold synes yderligere i relief af Hermann Grimm, der til dette punkt i Nietzsches tænkning henviser til Thomas Kuhns syn på de revolutionerende videnskabelige paradigmeskift, der har fundet sted i historiens forløb, idet Grimm slår til lyd for den tanke, at det ikke blot drejer sig om en ny måde at interpretere den gamle verden på, men at selve virkeligheden gennem nytolkningerne substantielt bliver en anden (Grimm 1977. S. 196).

Informations-antropologi
Ligesom det var tilfældet med informations-ontologien, skabes også det, jeg vil navngive informations-antropologien, af det i en bestemt kultur og til en bestemt tid herskende sproglige a priori, idet den begrebslige skematisering og projektion oftest ubevidst bliver bestemmende for, hvad der er at betragte som det egentlige, “det sande menneske”.
Men som Paul L. Landsberg (1960, s. 60) fremholder det, er menneskets natur - hvad de ofte stærkt varierende antropologiske konceptioner vidner om - ikke noget, der endegyldigt lader sig fiksere, fordi “Es kann etwas in Wesen des Menneschen liegen, das wir auch heute noch keineswegs erkennen können … “, hvorfor han slår til lyd for en “werdende Antropologie”. I overensstemmelse med dette kan Nietzsche mene, at mennesket er at betragte som “etwas werdendes”, som “der ewig-Zukünftige” (“Nihilismen”, s. 251.), der ikke lader sig definere gennem sprogets stive begrebsmetafysik. Det, der antropologisk defineres som menneskets natur, er derfor egentlig kultur, “politur” ? eller for at udtrykke det ostentativt er mennesket en antropomorfisme, en begrebs-digtning.
Socialt set er det da også af stor nytteværdi at kunne operere med en fikseret informations-antropologi, fordi mennesket her fremtræder som “den gode, faste karakter”, med en tilregnelighed, der er fundamentet for praktisk handling i fællesskab. Man kan blot ved et tankeeksperiment forestille sig det kulturelle kaos, der ville opstå, hvis de socialiserede individer nægtede at tilpasse sig det antropologiske imperativ - den repeterende informationsstyrende rutine. Men at noget sådant vil ske, modvirkes af det forhold, at mennesket har uhyre vanskeligt ved at sætte sig ud over den kulturelt etablerede menneskeopfattelse, idet det på grund af sprogets baggrundsstyring har en tvingende tilbøjelighed til at identificere informations-antropologien med mennesket “an sich”.
Konserverende for informations-antropologien er da også den intellektulle træghed (dovenskab), der motiverer til hellere at tillempe sig og repetere den hævdvundne interpretation af mennesket frem for at søge nye mulige fortolkninger. I tråd med dette kan Bertrand Russel også påpege: “Usually, from laziness, people do not notice, but accept the theory of human nature which they find current, and attribute to themselves wished this theory would lead them to accept” (Russel 1921, s 39)
Endvidere udlægges afvigelser fra informations-antropologien som noget fornuftstridigt, som udtryk for mental forstyrrelse om ikke forbrydelse, hvortil samfundets magthavere har “galehuset” eller fængslet beredt. Informations-antropologien sætter sine snævre grænser for, hvad der er tilladeligt og absolut utilladeligt - umenneskeligt. Det socialt ønskværdige menneske er derfor helt igennem tilregnelige, det der udfører det optimale moralske epigoneri - nemlig tænker og handler ud fra den hævdvundne antropologiske ide eller ideologi: mennesket, det private og individuelle  undertrykkes på denne måde, så der med Nietzsches ord kan tales om “Entselbung” og “Selbst-Entfremdung” (“Nihilismen” s. 108), et synspunkt Bataille kan erklære sig enig i, når han kan fremholde, at ordene dræner næsten alt liv i os, så der næsten ikke er et gran af dette liv, der ikke er blevet opsnappet, slæbt afsted og lagret af ordenes hvileløse, geskæftige myrehær (Bataille 1972, s. 29).
Dette lyder tillige som et ekko fra anarkisten Max Stirner, der med henblik på informationens magthavere kan påpege, at filosoffer, religionsstiftere og moralister til alle tider ikke har gjort andet end at finde nye måder at forvrænge jeg’et på, så årtusinders kultur har gjort mennesket ukendeligt og fremmed for sig selv. Citat: “Der Mensch muss in uns hergestellt werden, und gingen wir armen Teufel darüber auch zu grunde” (Stirner 1845, s 85). Men det jeg, det menneske, Stirner slår til lyd for, er det helt enestående og uberegnelige, der ikke lader sig definere eller sætte på formler, ikke lader sig indpasse i nogen informations-antropologi, hvor han kan erklære: “man sagt von Gott: ‘Namen nennen dir nicht’. Das gilt von mir: Kein Begriff druckt Mich aus, was man als mein Wesen angribt, erschopft Mich: es sind nur Namen” (Stirner 1845, s. 421).
Men mens Stirner vil blive stående ved det helt afmytologiserede menneske, vil Nietzsche, som det her kort skal nævnes, pege mod nye alternetive fortolkninger af mennesket. Mennesket er, som historien viser, et foranderligt væsen med mulighed for stadige “karakterfornyelser” i sig, muligheder, som det gennem fortsatte brud med den herskende informations-antropologi selv autonomt skal bringe til orde og virkeliggørelse.
Men i stærk kontrast til denne utopi om det autonome, kreative menneske findes i Nietzsches forfatterskab et decideret pessimistisk fremtidssyn, en dystopi, hvor mennesket er blevet fuldt og helt “demokratiseret”, har mistet enhver form for vision og nyskabende evne - hvor det med andre ord er ujælpeligt kvæstet eller kvalt under den ontologiske som den antropologiske informationsdyne. Hermed er menneksets konfrontation med dets egne perspektivrige muligheder nedbrudt uigenkaldeligt og den fornuftige, tjenende, hensigtsmæssige verbale underkastelse facit.
Men endnu er ifølge Nietzsche mennesket antropologisk den store eksperimenator med sig selv, der gennem nye “myter” interpreterende og begrebs-digtende vil være i stand til at skabe sig selv. “Wir sind Experimente: wollen wir es auch sein!” (“Nihilismen”, s. 263).