HamvOmKrist.htmlTEXTMOSS)kٶk HamvOmKrist.html
 
De følgende citater stammer fra den anden del af Béla Hamvas' Scientia Sacra, som beskæftiger sig med kristendommen. Alle rettigheder tilhører enken, Dr. Katalin Kemény, samt forlaget Medio.

I. Kristendommen og Traditionen

1. Religion, filosofi, videnskab vil som man siger lette på livets byrder, traditionen giver mennesket tilbage til sig selv.

2. Mennesket ønsker ikke andet her i naturen end at nyde livet hæmningsløst, derfor når religion, videnskab og filosofi vil lette byrderne, står den i livshungerens tjeneste.

3. Livets nydelse, og det at mennesket skal vinde sig selv tilbage udelukker egentligt ikke hinanden. Alligevel er det sådan, at den som nyder livet mister sig selv, og den der vil vinde sig selv tilbage er nødt til at sige nej tak til den hæmingsløse nydelse.

II. Evangeliet og Brevene

1. Gud er ingen gåde. Gåden er den at der findes noget udenom Gud. Gud er det åbenlyse usynlige. Det er ikke Gud der er mysteriet, men verdnen, lige som det ikke er ånden der er mysteriet men naturen, ikke sjælen, men kroppen. Det at lære Gud at kende er ikke svært. Deu et Jahve, siger profeten, lær Gud at kende. Gnothi ton kyrion, skriver apostlen Paulus. Det var en snæversynet og fattig menneskehed der har tolket indskriften i Delfoi som "Kend dig selv". Den oprindelige mening af gnothi szauton har sandsynligvis været: erkend det, at du er guddommelig. Da Jesus begyndte at tale om det guddommelige i hans væsen, begyndte jøderne at jamre. Jesus har så citeret fra salmerne (Salm. 82.6) og sagde: Står det ikke skrevet i jeres love at I er guder (elohim atem), at I alle er sønner af den højeste.

2. Evangeliet taler flere steder om identiteten mellem Gud og sjælen. Det er højst sandsynligt at der var mange flere af disse steder, og at disse var mere klare, men de væsentligste blev senere udluget. Dem der var blevet tilbage blev så omformet sådan så de proklamerer identiteten mellem Jesu egen væsen og Gud. Disse steder er også tæmmelig forvirrende. Jesus kalder mest  sig selv for ben-ha-adam, dvs. menneskesønnen. Denne udtryk svarer næsten fuldstændigt til den hindu djiva, og betyder "levende væsen", forgående menneske fra naturen. I den hæbrariske tradition står dette i modsætning til enos ha-ruh, som betyder det åndelige menneske; til ben ha-elochim (Guds søn) samt til is ha-run (antropos pneumatophoros, det åndsbærende menneske). Disse var de forskellige alment kendte atropologiske kategorier i den hæbraiske tradition.

3. Jesus har skabt identitet mellem Gud og sig selv. "Den som ser mig, ser Faderen." "Jeg er i Faderen, Faderen er i mig." "Alt hvad der er Faderens, er min." "De skal alle være en, som du er i mig og jeg er i dig." "Jeg handler ikke af mig selv, men af Faderen, som handler i mig."

Da Jesus har identificeret sig selv med Gud, har han ikke reserveret identiteten for sig selv. Jesus har aldrig løftet sig selv ud fra de andre menneseker, han har aldrig talt ned til nogen. Det er derfor han har kaldt sig selv for menneskesønnen. Samtlige sønner af mennesket er identiske med Gud. Gud-menneske enheden gælder alle. I væsentlige spørgsmål er det umoralsk at gøre forskel mellem mennesker. Jesus har opfordret mennesket til at optage Gud-menneske identiteten i sig. Han bruger nogle andre ord til at udtrykke det samme som Vedantaen: aham brahma aszmi - jeg er Gud. Faderen og jeg er et - ani vha-av echad. Det samme som det arabiske tradition: ana hoa - jeg er den.

III Antikristen

1. Antikristen er, siger Ferdinand Ebner, den stærkeste eksistentielle udtryk for den af Evangeliet vakte uro. Uroen begyndte i det øjeblik hvor Jesus har udtalt sine første ord:

-i det jødiske folk, som i kaldethedens fortryllelse, i dobbelt fangeskab, under romerne og deres egne magthavere, kæmpede for at bevare sin rang og ventede på frelseren.
- men også blandt eleverne, som iøvrigt sov mere end de var vågne.

Det som overfor Evangeliet kaldes den historiske kristendom er intet andet end den af Jesus vakte uhørte irritation. En totusind år lang kamp for at intet fra Evangeliet skal virkeliggøres. Jesus stiller mennesket i en verden, som han ikke længere kan betragte som ikke eksisterende; foran en sådan guddommelig væsen som han ikke længere kan undvige; på en sådan niveau af sin egen væsen, som han ikke længere kan lade være med at få kendskab til. Det lader til at den eneste måde at undvige på er at lade som om intet er hændt.

2.  (...)
Han (mennesket) er forstyrret i sin korruption, og derfor forstyrret i sin jordlige bekvemmelighed. Han burde gøre det der er det letteste, men han gør det ikke. Han indser ikke det, der alene giver mening, og accepterer det ikke, på trods af at han ved at alt andet er ugyldigt. Det er den uhørte mørke, som Johannes taler om, den som ikke er i stand til at indoptage lyset. For mørket er, siger Baader, ikke lysets fravær, men terror lucis, bævren for lyset. Han vakler rundt omkring indsigtens grænser og prøver alle muligheder, for ikke at skulle gøre den der ene, som han burde gøre.
 

3. Selve det Evangeliet lærer dukker under efter ganske kort tid i den imod Evangeliet udøvede modstand. Modstanden er håbløs og desperat i sin helhed. Men man kan ikke længere få øje på kristendommen, kun på et par klare of lyse hoveder, som står alene. Snart vil vi kun vide at kristendommen er til i kraft af irritationen. At der er noget der er samstemmigt fortiet. Der er ingen spor efter det, hverken i religionen, i præsteskabet eller i samfundet. Den er her kun som fornægtet og forrådt. Den er her som Antikrist. Det er det som laver historien, og stimulerer til hændelser. Des mere støjende og triumferende masse der omgiver den, des mere glemmer de alt om oprindelsen, og da Konstantin den Store løfter den til religion blevne kristendom til magten, var der knapt mere at ødelægge.



På dansk ved Kászon Kovács

(Under bearbejdelse!)