BelaHamvasSufi.htmlTEXTMOSS{)% BelahamvasSufi.html
Efter de tragiske hændelser i New York den 11. September er der mange højreorienterede grupper og personer der har stemplet hele religionen Islam som værende voldlig og agressiv i sin inderste væsen. For at modarbejde denne infernale misforståelse vil vi herved offentliggøre brudstykker af et essay af vores navngiver, Béla Hamvas, der handler om Sufi, muslim mystik.

Teksten er endu ikke officielt publiceret i Béla Hamvas samlede værker.
Samtlige rettigheder tilhører forfatterens enke, Katalin Kemény og forlaget Medio.

Brudstykker fra Béla Hamvas Essay om Sufi.

Måske kan man ikke engang kalde det for en anskuelse, der er tale om en helt anden måde at se på, henrivelse, forenkling, åndeliggørelse, en inderlig ønske, for at blive berørt, fred. Den største anstrengelse for at mennesket skal blive et med og stå ansigt til ansigt med det som helligdommen gemmer. Men hvis man kiggede der, ville man ikke se noget. Alligevel er det sådanne lignelser, de store seere bruger for at antyde, hvodan man skal nærme sig Gud; og den der forstår anvisningen, vil opnå direkte erfaring om Ham hvis han trænger sig frem til helligdommen.  /Plotinos. Enn. [?] VI./

Vi kender fire sådanne psykologiske mesterværker. Patanjalis yoga sutraer, zen, sufien, og chaddisidismen. Forskellene er store, de kunne knapt være større mellem den archaiske Indien, den buddhistiske Kina og Japan, de muslimske arabere samt de polske jøder. Men der har aldrig været tid eller sted, hvor den åndedlige intakthed ikke skulle have været aktuel. Det har altid været religionerne, der har været ansvarlige for intaktheden. Og hvis der er noget som de fire åndelige strømninger er enige om, så er det den viden, som hjælper mennesket i at blive fri. Filosofierne i forhold til dem er kun for at berolige børnenes gråd, som en zen mester siger. Det er noget andet der sker her.  ()

Sufien besidder hele verdensaltet, men forkaster den. Dit er tilværelsen, siger Halladj, jordens dyb og himmelhvælvingen er dine to klæder. Men dette behøver han ikke engang. Det gælder om at leve således så jeg hverken behøver at have noget, eller at være nogen. Man kunne tro at han gør det for sin frelses skyld.
Slet ikke. Hvad du end ville have givet til mig på Jorden, siger Rabbia, fordel det blandt mine fjender, hvad du end ville have givet mig i himmelen, giv det til mine venner, jeg nøjes med dig selv alene. Frelsen behøver jeg heller ikke. (Jeg) er mere end min frelse, siger Ibn Karram. Inderne siger at man kun kan leve korrekt, hvis man på forhånd aftstår fra samtlige jordiske og hinsidige belønninger.

()

Sufien er først of fremmest kærlighed til Gud, i anden række kendskab til Gud. Men der har aldrig været nogen der har været i stand til at skille kærligheden fra erkendelsen. Det er også hvad de semitiske sprog vidner om. Når man siger at manden bliver forenet med kvinden i kærlighed bliver det udtrykt ved at lære at kende.

()

Mystiker er den, som kalkulerer med hvad der er over og under og bag ham. Den der ikke kun er interesseret i tingene, men også i deres skygger. Den der ikke kan klare at noget bliver undladt. Den der ikke kan klare at der ikke er enhed i den verden hvor alt er et. Den der ikke kan klare at der ikke er lys. Verden bliver moden når to bliver til et, det ydre bliver som det indre, og manden bliver et med kvinden, men på en måde, så det hverken bliver mand eller kvinde.

()

Nullet var oprindeligt ikke et matematisk men et arithmatisk begreb, og araberne har gjort den matematisk. Grunden hertil var at samtlige af de andre metafysikker begynder med det Ene, kun det arabiske begynder med det begyndelsesløse. Med andre ord har mennesket i alle de andre metafysikker, i Kina, i Indien, i Grækenland, i Judea identificeret sig selv med det Ene, kun i det arabiske metafysik har det identificeret sig med Nullet. Nul er ikke intet. Nul er det begyndelsesløse og det ubestemmelige, det som er før Et, og altid er før det. Hvad er begyndelsen? ? spøger eleven. Hvis jeg fortæller dig det, er det ikke længere begyndelsen, men nummer to. Nullet er det der ikke kan udtales.  ()

()

Skabningernes tilstand er foranderlig, sufien har ingen tilstand

()

Når sufien siger at hvert øjeblik er en ny himmelfart svarer det til når den indiske shantabakhta /i hvem gudskærlighedens ild brænder/ siger at man ikke må undertrykke en eneste af vore følelser, men lige modsat, altid forstærke den og rette den opad. Livets eneste store værdi ligger i den kærlighed man føler til Gud. Al menneskets kraft, evne, viden, talent, instinkt hidkommer fra søgen efter Gud. Den første årsag til alle åndelige og sjælelige bevægelser er gudesøgen. Dette er ekayana, dvs. den eneste vej. Al videnskab og filosofi og kunst og al sprog og musik er gudesøgen.  Kun hvis man vandrer ad denne vej forstår man at Al det værende er hellig, for alt tilhører Gud. Eller som sufien siger Jeg har aldrig set noget foruden Gud. ()

Traditionerne taler om to veje for indvielsen, den store og den lille vej. Det er den buddhistiske mahayana og hinayana. I Grækenland er det esoterikernes og eksoterikernes vej. Hos araberne er det tariqah og shariyah. Den lille vej indvier i den sociale liv, den fortæller hvad der er anstændighed, ærlighed, tålmodighed, humanitet, forstand, ædrulighed, hæder. Den store vej kunne man også kalde for divination. Overfor forfædrernes vej bliver den kaldt for gudernes vej af Baghavadghitaen. Sufi er en sådan tariqah, en sådan vej, hvis højeste resultat, mål og logos er: ama hoa, d.v.s. jeg er den. I Indien er det du er det, tat vam asi. I en anden formulering: ana I haq, jeg er viden, sanheden og visdommen. I Indien: jeg er Brahma, aham, brahma asimi.

Den lille vej fortolker den hellige skrift ordret, og hævder at man ikke kan tillade noget som helst foruden den ydre intellekt /zahir/. Den store vej lærer om at at åbenbarelsens virkelige mening er at løfte den menneskelige sjæl til frelsesens niveau /batin/. Det sidstnævnte skal dog søges individuelt af alle. Dem der vandrer af den lille vej synker ned i historien. Den store vej er aldrig blevet forældet. De har taget det grundlæggende ståsted fra hebræerne, de metafysiske begræber fra grækerne, og ekstase teknikkerne fra hinduerne, men alligevel vil den der læser sufi opleve det som om det udsprang af menneskehjertet her og nu, en eneste gang og af sig selv.
Efter korstogterne blev tænkning som Al Ghazalis udbredt i hele Europa; ifølge hvilken dialektikken er spild af forstanen, som ikke har det ringeste effekt på inderligheden og renheden af det religiøse liv, men netop modarbejder den, - kun dem der ikke kan skelne det uvæsentlige fra det væsentlige har brug for sådan noget, - det pure årsagsforklaring /fysik/ kan ikke vise vejen til frelsen. Dem der var sensetive for tanker som Al Gasalis i Europa, som fx. skolastikkerne, søgte argumenter imod den stivnede lille vej. Den arabiske indflydelse blev blandet op med den fra Spanien sivende kabbalistiske tradition, med den af ukendte men muligvis også af arabiske kanaler indsivende alchymistiske tradition, samt med Dionysios Areopagitas indflydelse som aldrig ebbede ud. Mens Europa har fuldt assimileret den græske og den romerske tænkning under og efter rænessancen og godt nok i skjult form men også alchymien /skolastikkens stormester har skrevet en række alchymistiske afhandlinger/, så har den aldrig bearbejdet kabbalahen, og i endnu mindre grad sufien. Nogle sekter, nogle få ensomme mystikere som mester Eckehardt, Tauler, Kempis, senere Molinos og via ham Sankt Johannes og Loyola var de eneste der var sensetive nok til at høre sufiens fjerne musik. Hvor ufattelig fattig er dog den verden, som ikke er andet end en selvpinende anstrengelse for rang, formue, nydelse og altødelæggende magt, som mangler den grad af kærlighedens ekstase hvorom sufien taler. (Jeg) ved at (jeg) er et med dig, uadskilligt et, men (jeg) vil gerne skilles fra dig for at kunne nyde fryden af min kærlighed.
 

På dansk ved: Kászon Kovács